Hvad sker der psykologisk med et barn, der bringer covid-19 med hjem fra skole og smitter forældrene, hvoraf den ene eller begge efterfølgende afgår ved døden?

Hvad sker der psykologisk med et barn, der bringer covid-19 med hjem fra skole og smitter forældrene, hvoraf den ene eller begge efterfølgende afgår ved døden? Det skal Søren Brostrøm eller Kåre Mølbak svare på, før skolerne åbner på onsdag. Jeg er født i 1955 og far til et barn på 11 og tænker på det, jeg spørger om.

Mit første barn, født i 1985, blev født sund og rask. Han skreg uafbrudt i 24 timer. Jeg spurgte, om det var normalt, og hospitalet beroligede ved at oplyse, at det gør ondt at blive født. Det vidste jeg nu godt. Da han begyndte at blive lyseblå, blev han undersøgt, og meningitis blev konstateret. Han fik hjertestop og flere hjerneblødninger. Smittekilden var halsbetændelsesvirus fra moderens hals. Andre nyfødte med meningitis på stuen døde. Mit barn overlevede, men fik alvorlig hjerneskade og et fuldstændig ødelagt liv. Jeg har forstået, at vira er farlige, og at man selv skal tage ansvaret og ikke overlade det til andre.

Jeg er ekspert i tekstanalyse og historie og har forsket i staters fortællinger om sig selv. Den danske stats fortælling om skoleåbning handler om at skabe en ramme, der virker sikker. Der skal være afstand mellem børnene, der skal gøres ekstra rent hver anden time. Det skal skabe ro hos forældrene. De skal tro på det. Men virus kan godt smitte indimellem. Hensigten er at skabe en langsom smittespredning med henblik på at opnå flokimmunitet. Børnene skal ikke smittes så hurtigt, at sygdommen eksploderer; den skal foregå så langsomt, at hospitalsvæsenet kan følge med, når folk bliver syge. Børnene skal derfor smittes langsomt, så de kan bringe smitten hjem til deres unge forældre og eventuelle søskende. Dermed satser sundhedsmyndighederne på, at det især er de yngre lag i samfundet, der først bliver smittet. I den proces vil børn blive syge og nogle vil smitte deres forældre, som ikke alle vil overleve. Nogle børn vil stå tilbage med følelsen af, at de bragte smitten hjem til mor eller far. Hvordan det vil påvirke et barn, er der ingen, der har sagt noget om. Hvorfor ikke? Har man ikke tænkt på det? Eller fortier man det for ikke at skade eksperimentet? Uanset hvad, er det ikke moralsk acceptabelt, at en befolkning skal tvinges til at sende deres små børn ud i et eksperiment, hvis konsekvenser ingen kender. I tidligere krige, rigtige krige, plejer man at sende børnene ud til sidst, og kun drengene. Nu skal de små, og kun de mindste, ikke de store, sendes ud i et medicinsk eksperiment. Hvem har det grundlæggende ansvar for vores børn: forældrene eller staten? I Europa er børn døde efter pådragelse af sygdommen. Kan det ske i Danmark? Hvordan føler man som forælder, hvis man mister et barn? Jeg kan sige det: Ingen tragedie i et menneskes liv er værre end at miste et barn. Da jeg i mange år ikke regnede med at få flere børn end det første, og så alligevel fik et, da jeg var 54, var det uden sammenligning mit livs største og mest betydningsfulde begivenhed. Nu er han elleve år, og jeg passer på ham. Jeg passer også på mig selv, så han ikke mister en forælder. At beskytte børn mod risici og tage vare på sig selv er fundamentet i et menneskes liv. Angreb på herpå, er et angreb på vores menneskelighed og et overgreb på vores menneskerettigheder.