1 Schiphol AMS
Det var første gang, Luca og Giovanni forlod Danmark for sidste gang. Halvdelen af sit voksenliv havde Giovanni tilbragt uden for landets grænser, men han havde altid haft fast bopæl i sit fødeland. Nu havde han hos folkeregisteret sagt den op online uden at angive ny adresse. Kun minderne om en lykkelig barndom bandt ham til hjemlandet. Og dem tog han med.
Turen fra København til Amsterdam, første trin på deres udrejse, havde de netop tilbagelagt. Nu stod de så i Schiphol, hvor de havde planlagt at have god tid. Rejseplaner, fly og lufthavne havde været en fast del af Giovannis arbejde. Tre gange skulle de skifte fly og være i transit. Først her i Amsterdam, så i Taipei i Taiwan og endelig i Manila i Filippinerne. Sidste strækning var en indenrigsrute fra Manila til Zamboanga City i den sydlige del af det filippinske ørige, nogle få hundrede kilometer nord for ækvator. Derfra to timer med færge til Isabela City på øen Basilan.
Goodbye Europe, hello Asia, tænkte Giovanni.
Rejsen begyndte for alvor på den ydre side af paskontrollen, som forløb hurtig. Fra det øjeblik, de kom igennem, var de emigranter. De opfattede sig selv som politiske emigranter i den forstand, at selv om de ikke blev slået ihjel, så var den danske stats manglende anerkendelse af deres familie et klart brud på deres menneskerettigheder, retten til at have en familie.
(…)
7 Bortførelsen
En sen eftermiddag ringede en kvinde til klinikken og bad grædende, om Giovanni kunne komme straks, for hendes datter, som hun var alene med, var blevet ramt af en bil, havde blødninger og stærke smerter. Giovanni pakkede hurtigt sin taske og kørte ud af byen i retning af det sted, hvor hun skulle bo. Vejen var ujævn og omgivet af kokospalmer, og mørket begyndte at falde på. Pludselig kørte en firhjulstrækker ud på vejen foran Giovanni og spærrede vejen, og før han kunne nå at bakke, sprang tre maskerede mænd, bevæbnet med maskinpistoler, ud og omringede Giovanni. I et splitsekund forstod han panisk, hvad der skete, og der var intet at stille op. Hans pistol forblev i tasken.
– Kom ud af bilen, råbte én af mændene på engelsk, idet han rev i den låste dør og med pistolens munding pegede på Giovannis hoved.
Giovanni åbnede døren og gjorde, som han fik besked på. Hans puls var så høj, at han knap kunne tale. Bagbundet og med bind for øjnene skubbede de ham brutalt ind på bagsædet af deres bil og pressede hans hoved ned mod sædet. Bilen drejede og fortsatte lige ud mod syd i den retning, Giovanni havde fulgt på vej ud af byen. Han forsøgte at bedømme bilens hastighed og lyttede efter lyde udefra. Et par gange hørte han musik. Pludselig var der mange lyde omkring ham, og sammenholdt med køretidens længde gættede ham på, at de var i Maluso, en mindre by med nogle og tredive tusinde indbyggere. De kørte ud af byen, vejen var dårlig, fyldt med bump, og efter en kørsel af mindst dobbelt længde drejede de hårdt mod højre. Hvis han ikke tog fejl, befandt de sig på den sydligste del af Basilan, og nu kørte de vist nok ned på stranden. Det lød, som kørte de på sand. Den lyd kendte han fra Danmark. Giovanni gættede på, at de skulle om bord på en gummibåd med påhængsmotor. Den slags benyttede Abu Sayyaf ved kidnappinger og sørøveri, det havde han læst om mange gange. Kort efter viste det sig, at han havde gættet rigtigt. Så ville de transportere ham til Jolo eller Tawi-Tawi, én af de to sydlige øer, hvor han aldrig havde været.
Ivan Schou Vibing 